Årets gang er en artikelserie, der sætter fokus på de højtider og traditioner, vi fejrer i Danmark. I dette opslagsværk får du et overblik over højtiderne, og de forskellige elementer, ritualer og symboler de består af.
Artiklens indhold
Hvornår er det Helligtrekonger?
Helligtrekongersaften d. 5.januar og Helligtrekongers dag d. 6.januar
Historien om Helligtrekonger
Til Helligtrekonger markerer i den kristne tro at de tre vise mænd (som i følge biblen hverken var konger eller hellige) når frem til stalden, hvor Maria, Josef og Jesus holder til. Man fejrede Helligtrekongers dag, eller Epifani-fest, længe før man fandt på at fejre Jesu fødsel – for det var først i år 300, man blev enige om også at holde en fest for ham. I nogle lande kaldes dagen den 12. eller 13.dag efter jul, og traditionelt markerer Helligtrekonger også afslutning på julen.
Højtidens traditioner og ritualer
Traditionelt er det aftenen, hvor man “juler af”, altså tager pynten ned, og spiser de sidste julekager, i skæret af Helligtrekongerlyset.
Symboler
Helligtrekongerlyset, eller blot Kongelyset, som har tre arme, der brænder sammen til et lys. Engang var det almindeligt at støbe lidt krudt ind i helligtrekonger lysets “stamme”, så julen gik ud med et lille smæld, når de tre lysarme var brændt ned.
De tre vise mænd, eller det fulde krybbespil, er også et klassisk symbol for Helligtrekonger. At sætte et krybbespil op er en katolsk tradition, og ved juletid finder man krybbespil både i katolske kirker og i katolske hjem. I nogle kirkesamfund er det en tradition at besøge hinanden i juledagene, for at se hjemmets krybbespil. Mange børn kender måske også krybbespil fra skolen eller folkekirken, hvor fortællingen om julen anskueliggøres, og bliver lidt lettere at forstå med “dukkerne i stalden”.
I kirken er helligtrekongers farve grøn, som symboliserer håb og vækst.
Mad
“Galette des Rois” – eller på dansk, Kongekage. En tærteformet kage med mandelremonce, der gemmer på en mandel, tørret bønne eller en lille figur – ligesom vi kender fra Ris ala mand. Den, der finder skatten i kagen, får kongekronen på og bliver konge for en dag.
Sange
“Dejlig er den himmel blå” af Grundtvig – Oprindeligt på 19 vers, som genfortæller historien om de vise mænd, men mindre kan også gøre det.
Folketraditioner og overtro
Dagen er tidligere blevet fejret med et måltid i hjemlig stil (og ikke som et gilde). De fleste steder forløb aftenen i øvrigt som datidens juleaften. Man fik et godt måltid der fx kunne bestå af risengrød og klipfisk (Nordsjælland) eller stuvet hvidkål med gåsesul og flæsk (Lolland). Og senere kunne man få æbleskiver eller på Stevns pisalliker (en slags små pandekager).
Flere steder har man haft lokale traditioner. Som på Sydfyn, hvor Helligtrekongersråb i 1800-tallet, var en måde at øve sig i at råbe fra gård til gård i tilfælde af farere eller brand. På Østfyn skulle man ryste frugttræerne for at få et godt frugtår, eller man skulle gnide køerne på tænderne med sod og salt (Nordsjælland). Disse skikke har intet med helligtrekonger at gøre, men er mere sociale traditioner – som på Agersø og Omø hvor man gik på besøg rundt i landsbyen maskeret og udklædt.
Fortællinger om højtiden
Peters Jul, der blev skrevet af J. Krohns i 1866 og H. C. Andersens eventyr om Grantræet.
Moderne traditioner og fortolkninger
I dag har Helligtrekongers dag ikke megen betydning. De fleste er startet på arbejde efter julen, og vintermånederne ligger foran os og truer med mørke eftermiddage og slud og sjap på cykelstierne. Mange har også sørget for at julen er pakket ned og væk, inden hverdagen kommer for godt igang.
Og det er måske egentligt lidt synd. Januar fortjener at få lidt julemagi, og det er Helligtrekonger den perfekte anledning til. Det er også et godt tidspunkt for lidt arbejde med, hvad du og din familie vil have ud af det kommende år. Brug værktøjet her til at sætte fokus på hvilke nye mål og vaner det nye år skal byde på.
Kilder:
https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/helligtrekonger/hvad-betyder-helligtrekonger-i-dag
https://museumsbutikken.dk/da/jul-som-i-gamle-dage/blandede-julevarer/haandlavet-hellig-tre-kongers-lys/
https://dialekt.ku.dk/maanedens_emne/helligtrekonger/
https://www.religion.dk/viden/heksen-la-befana-giver-italienske-b%C3%B8rn-gaver-til-helligtrekonger