Hverdagen begynder lige om lidt – og derfor også den del af hverdagen, hvor der hver dag skal laves madpakker. 

Madpakkebyggeri er en hel videnskab for sig. Ægte videnskab. Hvor man prøver og fejler og prøver igen og fejler igen. Ingen ved om spegepølsemadder også kan spises i år. Ingen! Tilbage til laboratoriet og teste det. 

Og grunden til, at vi går så åndssvagt meget op i, hvad der er i ungernes madkasser, er jo følelsen af, at det er et lillebitte stykke omsorg man sender med ynglingen ud i verden. 

Lige om lidt har jeg en 9-årig – og betweenage – og endnu værre – teenage tiden – lurer lige om hjørnet. Vi fik allerede en forsmag på det i sommerferien. De der små tegn, som “Mor, jeg kan godt finde hjem herfra selv” eller en drengehånd, der slipper min. 

Så! Før vi ender der, hvor han synes jeg er plat og pinlig, blot fordi jeg eksisterer, så sender jeg stadig små sedler med i madpakken.