Hvornår er det Allehelgen?

Allehelgendag falder altid den første søndag i november, og Allehelgensaften er aften før – altså første lørdag i november.

Før 1770 blev Allehelgensaften fejret d. 31.oktober, og allehelgensdag d. 1.november – og allesjælesdag d. 2.november. For at spare på helligdagene og dermed folks fridage, valgte man ved helligdagsreformen i 1770 at flytte Allehelgen til første søndag i november, hvor man alligevel allerede havde fri til at gå i kirke.

En anden kendt højtid har nu overtaget d. 31.oktober – nemlig Halloween.

Historien om Allehelgen

Allehelgen er en meget interessant højtid, da den handler om noget universelt, som rammer os alle, og som bliver behandlet i alle samfund, både nutidige og historiske, og som vi stadig ikke har det endelige svar eller løsning på: Døden.

Tidligere var Allehelgensdag, den dag hvor man mindes de helgener der fandtes i kirken, for der var mange i den katolske kirker, og man kunne ikke nå at fejre dem alle i løbet af året. Dagen efter var det de almindelige menneskers tur til at blive mindet på ”Allesjælesdag”.

Historien om Halloween er, at højtiden stammer fra en gammel keltisk skik ved navn “samhain” fra 8-900 før vores tidsregning. Her fejrede kelterne en slags nytårsfest for begyndelsen på vinteren og enden på det lyse halvår. Det er altså ikke oprindeligt en amerikansk, men en keltisk skik – og kelterne var europæere.

Som det er sket med mange andre hedenske skikke, hvor de kristne forsøgte at lægge deres helligdage nogenlunde samtidigt med de hedenske årstidsfester, så lagde man en ”All Hallow’s eve” – prøv at sige det hurtigt, tre gange i træk, med munden fuld af halloween-slik – så får du den højtid, som først de sidste 15 år er blevet en fast del af kalenderen hos mange børnefamilier.

Allehelgen og Halloween er to forskellige højtider, og de kan hver sin ting – den ene er kirkelig og den anden er folkelig. Men højtiderne kan også supplere og styrke hinanden.

Døden er en del af den ramme, vi har om livet, og som vi alle forholder os. At tale om døden er sundt for os alle, for vi ved alle, hvad det betyder – også børn. En tredje højtid som nogle folkekirker har lånt fra de sidste år er “Día de Muertos” – den mexicanske højtid “De dødes dag”- ikke som erstatning for Allehelgensdag, hvor man mindes de afdøde i årets løb – men som et supplement. En dag, hvor vi taler om døden, og mindes alle afdøde.

Ligesom Allehelgen og Halloween, er Dia de Muertos en blanding af før-kirkelige skikke og en kirkelig højtid. Aztekerne, toltekerne og andre oprindelige folkeslag fejrede de døde, som de stadig anså som en del af familien. Ved De dødes dag tror man, at de afdøde vender tilbage til de levendes verden, for en enkel nat. Højtiden blandede sig med den katolske Allehelgen og fejres stadig i dag.

Højtidens traditioner

I den danske folkekirke er der tradition for at holde Allehelgen-gudtjeneste den første søndag i november, hvor sognets døde i løbet af året nævnes under gudstjenesten. Nogle kirker har de senere år også taget halloween-aktiviteter til sig.

Hvor ritualet omkring allehelgen handler om den kirkelige handler, er halloween et festligt og folkeligt afbræk i et langt og mørkt efterår, hvor der ikke er nogle højtider. Der er langt fra efterårsferien til juleferien, og der er ikke nogle andre sjove efterårstraditioner at ty til. Også derfor har højtiden ramt børnefamilierne på et godt tidspunkt, hvor der er plads i kalenderen.

Til halloween mødes børn, udklædt som zombier, hekse, drabelige væsner og vampirer. Måske går man på ”slik eller ballade” tur, måske holder man en uhyggelig fest.

Dia de Muertos fejres med fest og farver. Der laves et alter i hjemmet, hvor man sætter billeder op af de afdøde, sammen med nogle af deres yndlingsting, livretter og farverige blomster. Man bager og spiser det søde brød “pan de muerto”, og pynter med figurer af det kvindelige skelet calavera Catrina – kendt som det elegante kranium, der er blevet et af de dødes dags primære symboler.

Symboler

Stearinlys, græskar, ”Slik eller ballade”, uhyggelige væsner – og i børnenes folklore; edderkopper, spøgelser, grønne monstre og lignende.

Skikken med at skære ansigter ud i græskar og sætte dem ved hoveddøren stammer fra Irland. Her har man historien om Stingy Jack, som var en slyngel der levede af at snyde og bedrage og drikke, og han snød flere gange djævlen. Da Jack døde, ville Gud ikke have ham og han tog derfor ned til djævlen i Helvede – som heller ikke ville have ham. Djævlen gav ham et lille stykke gloende kul, der kunne lyse for ham på vejen tilbage til Jorden. Dette kulstykke lagde Jack i en roe – og med roelygten vandrer han nu hvileløst rundt. Og derfor skar irlænderne i 1700-tallet ansigter i roer for at skræmme Jack væk. Da irlænderne emigrerede til USA tog de skikken med sig, men her var der ikke nogle roer – til gengæld var der græskar.

I Danmark har vi siden 1800-tallet kendt til skikken med at skære roelygter – og det har efter sigende ikke noget med Stingy Jack at gøre. Men det har nok gjort det lettere for os at tilegne os skikken med græskar.

Mad

Der er ikke særlige madtraditioner knyttet til hverken Allehelgen eller halloween.

Ved Dia de Muertos spiser man pan de muerto. 

Sange

To nyere sange fra højskolesangbogen egner sig rigtig godt som melankolske, men alligevel håbefulde godnatsange, der sætter ord på højtidens oprindelige budskab og vinterens mørke tid.  

”Dagen bli’r så kort ved Allehelgen” (2006)

”November går tungt gennem byen” (1993)

Der findes også en nyere børnesang primært for småbørn – på melodien fra fastelavnssangen – som duoen Popsi og Krelle har lavet 

Folketraditioner og overtro

På Allehelgensaften er de mørke magter, spøgelser og hekse ekstra aktive, for at håne de helgener, som kirken fejrer og mindes på Allehelgensdag. At de mørke kræfter skulle være særligt aktive er en fortælling, der går igen i mange folkelige historier.

Fortællinger om højtiden

Disney udsendte i 2017 filmen “Coco” der handler om en drengen Miguel, der kommer på besøg i de dødes verden. Filmen giver en fin præsentation af Dia de Muertos. 

I 2021 kom filmen ”Forsvundet til Halloween”. Filmen fortæller om børn, der holder Halloween, men viser også savnet til en afdød og traditionen med at tænde lys på kirkegården. 

Moderne traditioner og fortolkninger

De senere år ser man på flere og flere kirkegårde, at der er sat stearinlys på gravene allehelgensdag, for at mindes den afdøde. En skik, der i kirkelige sammenhænge handler om Jesus – Kristus er verdens lys. Og måske er det også blevet en mere almindelig ting at gøre, fordi vi sætter lys i græskaret ude foran hoveddøren til Halloween.

Halloween bliver beskyldt for udelukkende at være en amerikansk, overkommercialiseret begivnhed for slikhungrende børn. Men måske er det faktisk netop Halloween med alle dens aktivitetsfællesskaber, symboler og mad (…slik…), der kan binde os sammen med Allehelgens budskab; At selvom vi ikke kan nå den vi elsker, så liver håbet op ved Allehelgen. Troen på at vi er forenet med dem vi har mistet i kærligheden til dem, og håbet på at vi ser dem igen. Og på den måde kan Halloween jo egentligt også være noget meget smukt, hvis man husker at få dén fortælling med til børnene.